Vedtægter for
Porfyriforeningen.dk
§ 1. Navn:
Stk.1 Foreningens navn er: Porfyriforeningen.dk Følgende navne kan
også anvendes Porfyriforeningen Danmark eller forkortelsen PFD.
Stk.2 Foreningen er en interesseorganisation for porfyribærere og andre
med interesse for porfyri.
Stk.3 Foreningens hjemsted er i kommunen hvori formanden har sin privatadresse.
Hvis foreningen etablerer eget kontor (sekretariat) vil dette være foreningens
hjemsted.
§ 2. Formål:
Stk.1 Foreningen skal indsamle og formidle viden om og støtte forskning
i porfyri.
Stk.2 Foreningen skal yde rådgivning og støtte til porfyribærere
og deres pårørende.
Stk.3 Foreningen skal medvirke til at skabe et dansk netværk for mennesker
med porfyri blandt andet med det formål at porfyribærere og pårørende
får hjælp og gavn af hinandens viden og erfaring.
Stk.4 Foreningen skal være åben for ny viden om porfyri og efter
behov have kontakt med porfyriforeninger i udlandet.
§ 3. Medlemskab og kontingenter:
Stk.1 Foreningens kontingent fastsættes på generalforsamlingen.
Stk.2 Medlemskab forudsætter betalt kontingent, med mindre bestyrelsen
i særlige tilfælde beslutter andet.
Stk.3 Kontingentet skal betales en gang årligt og følger regnskabsåret
§ 4. Udelukkelse af foreningen:
Stk.1 Et medlem, der aktivt modarbejder foreningens vedtægter, kan ekskluderes
på førstkommende generalforsamling.
§ 5. Generalforsamling:
Stk.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste besluttende organ
Stk.2Den ordinære generalforsamling afholdes en gang om året i
marts måned. Bestyrelsen fastlægger sted og tidspunkt for generalforsamlingens
afholdelse.
Stk.3 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen finder
dette påkrævet eller foreningens revisor eller mindst 1/3 af foreningens
medlemmer skriftligt fremsætter krav om det til bestyrelsen.
Stk.4 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal udsendes
senest 3 uger efter modtagelse af gyldigt krav herom.
Stk.5 Bestyrelsen indkalder til såvel ordinær som ekstraordinær
generalforsamling. Indkaldelsen skal ske skriftligt med mindst 3 ugers varsel
med angivelse af tid og sted samt dagsorden.
Stk.6 Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal
være bestyrelsen i hænde senest 2 måneder før generalforsamlingen.
Indkomne forslag sendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen
til generalforsamlingen.
§ 6. Forhandlingsregler:
Stk.1 Ved foreningens ordinære generalforsamling skal følgende
behandles:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Fastslåelse af generalforsamlingens lovlighed.
4. Aflæggelse af formandsberetning.
5. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab for det forgangne år
6. Fastsættelse af kontingent
7. Fastsættelse af virksomhedsplan og budget
8. Valg til bestyrelsen
9. Valg af revision
10. Behandling af indkomne forslag.
11. Eventuelt
Stk.2 Foreningen vælger en revision bestående af en revisor samt en revisorsuppleant blandt medlemmerne. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan ikke samtidig være medlem af revisionen.
Stk.3 Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer med mindre andet fremgår af bestemmelser i disse vedtægter. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Der kan maksimalt stemmes med en fuldmagt per fremmødt.
Stk.4 Referat af generalforsamlinger skal fremlægges på medlemsforum senest 2 måneder efter generalforsamlingens afholdelse. Medlemmer uden en angiven e-mail får det tilsendt pr. brevpost.
§ 7. Bestyrelsen:
Stk.1 Bestyrelsen varetager den daglige ledelse af foreningen under hensyntagen
til foreningens formål og virksomhedsplan.
Stk.2 Bestyrelsen består af en formand, 1-5 menige medlemmer samt eventuelt
2 suppleanter.
Stk.3 Såvel formand som menige medlemmer vælges for 2 år,
og genvalg kan finde sted. Formanden er på valg i ulige år. De
menige medlemmer er på valg hvert andet år. Suppleanter vælges
for et år ad gangen.
Stk.4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, såfremt mindst halvdelen af
dens medlemmer er til stede.
Stk.5 Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, kasserer og sekretær.
Næstformanden indtræder i formandens fravær på dennes
plads. Suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne og indtræder
i tilfælde af bestyrelsesmedlemmers fravær med stemmeret.
Stk.6 Bestyrelsesmøder finder sted når foreningens formand finder
det påkrævet, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer fremsætter
begæring herom, dog minimum 3 gange årligt.
Stk.7 Tidspunkt for kommende bestyrelsesmøder aftales så vidt
muligt i fællesskab på bestyrelsesmøderne. Såfremt
et bestyrelsesmedlem er forhindret i at deltage, sendes afbud snarest muligt.
Stk.8 Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk.9 Bestyrelsen kan vælge at nedsætte udvalg eller arbejdsgrupper
til varetagelse af særlige anliggender, for eksempel lokale grupper
med en rådgivende funktion.
Stk.10 Der føres referat over de på bestyrelsesmøder trufne
beslutninger. Referatet godkendes på efterfølgende bestyrelsesmøde.
Stk.11 Bestyrelsens møder kan afholdes som telefonmøder eller
via internettet.
§ 8. Tegningsret:
Stk.1 Foreningen tegnes af formanden samt et medlem af bestyrelsen, eller
tre bestyrelsesmedlemmer.
Stk.2 Bestyrelsen kan bemyndige kassereren til at disponere i fornødent
omfang, men kun vedrørende almindelige daglige forretninger.
Stk.3 Intet bestyrelsesmedlem hæfter personligt for foreningens forpligtigelser.
§ 9. Regnskab:
Stk.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret, første regnskabsår
løber dog til 31. december 2004.
Stk.2 Regnskabet skal senest den 1. februar være afleveret til foreningens
revisor, der skal have afsluttet revisionen senest 3 uger inden den ordinære
generalforsamling.
§ 10. Ændring af vedtægterne:
Stk.1 Foreningens vedtægter kan ændres hvis mindst 2/3 af de fremmødte
medlemmer ved en generalforsamling stemmer for ændringen
§ 11. Opløsning:
Stk.1 Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages på en
i dette øjemed indkaldt generalforsamling.
Stk.2 Til vedtagelse af opløsning kræves at mindst ¾ af
de på en generalforsamling afgivne stemmer er for.
Stk.3 I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens midler en
lignende organisation efter generalforsamlingens ønske.
Nærværende vedtægter er vedtaget på foreningens stiftende
generalforsamling d. 8. november 2003.
med ændringer d 20. marts 2004, 12. marts 2005, 17. marts 2007 og 21.
marts 2009